Mere end 16 millioner internationale passagerer ankommer årligt i Miami’s lufthavn. Det er et besøgstal, der klart fortæller om Florida’s popularitet som ferie-destination især i vintermånederne. Udover de mange turister fra andre lande besøger ca. 18 millioner amerikanere Florida både i forbindelse med ferie og forretning via lufthavnen og tallet runder derfor 34 millioner.
Florida er kendt for sin store turisme og som et attraktivt sted at nyde sit otium som pensionist, men Florida er meget mere. Både Miami og Orlando har storby-attituden, men de traditionelle sydstats-værdier som gæstfrihed, god mad og tropisk afslappet stemning er i høj grad også tilstede.

